Lysbro før 1850

Lysbro før 1850.

Tidens landskab.
Lysbro er en bydel af den vestlige  del af Silkeborg. Den afgrænses mod vest af Sandemandsbækken/Skelbæk syd for Funder Bakke, mod syd af Funder Å, som munder ud i Ørnsø, mød øst af Lysbro Skov, og mod nord af bakkerne i Hvinningdal og af Silkeborg Langsø. Gennem Lysbro løber Lysåen, som er udløb fra Ørnsø og munder ud i Silkeborg Langsø.

Landskabet på Lysbrokanten blev dannet under den sidste istid. Da klimaet blev varmere, og den gigantiske ismasse begyndte at smelte, dannes der smeltevandssøer på overfladen. Vandet sivede ned gennem sprækker, og en vældig flod blev dannet under isen, som under vandtrykket i en såkaldt tunneldal blev presset vestover op ad bakke. Store mængder materiale blev eroderet bort.

Det, er nu Funder Ådal, blev dannet. Til sidst lå kun store isklumper tilbage. Da de senere smeltede, dannedes der såkaldte dødishuller. Nogle af dem ses i dag som søer, fx Bølling Sø, og måske også Ulvesø og Ørnsø. Vandet løb nu modsat ned af bakke mod øst og skar sig ned i bunden af den tidligere flodbund i tunneldalen. Herved blev den dybe dal dannet, som Funder Å løber i.

Materialer fra denne erosion blev aflejret i det delta, der nu hedder Funder Holme.

Isen havde transporteret og efterladt store formationer af ler, som senere dannede grundlaget for den omfattende teglværksindustri i og omkring Lysbro.

De første mennesker.

Der har boet mennesker i Lysbro området siden stenalderen, hvilket ses ved fundet af genstande og bopladser gennem årene

I 1936 fandt man fx ved Farmen på en lav Sandbanke ud mod Ørnsø spredt affald, af ildskørnet flindt og flækker.

Det kan have været jægere og samlere, som huserede som fiskere i søen og som jægere i skovene inde i landet.

I 2016 blev der foretaget en udgravning ved det nyligt fjernede Bøgild Teglværk. Her fandt man spor af to huse. Husene, som ikke havde ligget der på samme tid, blev dateret til den tidlige bondestenalder, omkring 3400 f. Kr. til 3300 f. Kr.

Samme område var der rester efter grubeaktivitet og kulturlag, som var placeret på en sydvendt skråning.

I forbindelse med den nye bebyggelse Lysbro Huse ved Vestre Ringvej blev der i 2019 bl. a. afdækket og registreret kogestensgruber, og en ovn og stolpehuller, hvoraf der kunne udskilles fire huse. Anlæggene og konstruktionerne dateres til yngre stenalder og bronzealderen (3950 – 1950 f. Kr.)  I Lysbro By samt nord for den nuværende ringvej blev der i 1885 registreret tre rundhøje, som var delvis udjævnet. Lysbro benævnes i rapporten fra Nationalmuseet som “ Hvinningdal Hede“  hvilket antyder, at området har været lyngbegroet i slutningen af 1800 tallet.  Ved inspektion i 1950 var højene forsvundet. De blev ikke dateret, men da oldtidshøje ofte blev anlagt langs en alfarvej, indikerer de, at der i oldtiden kan have været en øst-vestlig vej nord om Silkeborg Langsø.

Veje.

De fleste veje har formodenligt fulgt de samme ruter siden forhistorisk tid, hvor de ofte forløb i hulveje eller spor, hvor der stadig er stier. Den vigtigste vej i middelalderen gennem Lysbro gik fra Silkeborg Slot via Hvinningdal By til Østerbording, hvor Øm Kloster ejede jordegods. På  Videnskabernes Selskabs kort fra 1789 fulgte vejen den nuværende rute fra Silkeborg til Lysåen.  Vest for Lysåen drejede den nordpå og rundt mod Møllebækken.  Efter passage af bækken, forløb den i en hulvej op ad bakken og delte sig i to arme, en vestlig til Hvinningdal og en østlig til Kærsgaard By. Der var således ingen vej op ad Funder Bakke. Dengang gik vejene fra Funder By uden om Lysbro området.  En vej førte således fra Funder mod syd ad en hulvej i Rydalen og passerede Funder Å over Funderholme Bro, hvorefter den fortsatte til Virklund.  Funderholme Bro ses første gang i lensregnskabet fra Silkeborg Slot i 1617-18.  fra denne vej kunne man komme til Lysbro ad en tilstødende vej stik mod nord, som passerede øst om Ørnsø med tilslutning til vejen fra Lysåen til Silkeborg. Det var således en lang omvej, hvis man i 1789 skulle køre med vogn fra Funder til Lysbro, enten via Virklundvejen gennem Rydalen, eller nordfra via Hvinningdal, men der boede jo heller ingen i Lysbro på den tid.

Både broen over Lysåen og Funderholme Bro blev vedligeholdt af lensmanden på Silkeborg Slot.

På landkortet fra 1835 ses, at vejen ad Funder Bakke fra Lysåen til Funder By bliver anlagt.  I nyere tid bliver Lysåen rettet ud og den eksisterende bro blev bygget til den nyanlagte hovedlandevej fra Silkeborg til Ringkøbing.  Denne `nye` vej ( Herningvej) forløber lige syd for den ældste vej.  Senere kommer Vestre Ringvej til nord for Silkeborg Langsø.  Man startede allerede i det små i 1942 på en strækning ved Lysbro, men først 1952 kom projekteringen af hele vejforløbet af ringvejen.

Vandløb.

Lysåen fører vandet fra Ørnsø til Silkeborg Langsø. Der har fra meget gammel tid været en bro over åen, deraf stednavnet Lysbro.

I 1634 sættes alle broer i Silkeborg Len i stand.  Broen restaureres igen 1727.  På Videnskabets Selskabskort fra 1789 er tegnet tre bække, som må være Sandemandsbækken, Møllebækken og Waldbæk, som kom ned fra et vådområde ved navn Elkær.  Waldbæk løb ud mellem nogle Ellebuske ved Silkeborg Langsø.

Møllebækkens vandkraft har givetvis været anvendt siden middelalderen.  I 1865 købte købmand Knap fra Silkeborg et par tønder land ved Møllebækken og anlagde en såkaldt Kradsmølle med Karte og Spinderi.  Senere blev Lysbro Mølle oprettet, og der blev anlagt fiskedamme som beskrevet i et senere kapitel.

Sandemandsbækken dannede tidligere skel mellem Funder og Silkeborg kommuner.  Bækken kan muligvis tidligere have haft navnet Pårskær Bæk, eller der kan have været en tilløbende bæk med dette navn.  Den udspringer fra Skidenkær i Funder og Pårskær.

Sandemandsbækken har udløb i Ørnsø.  Den var blandt en række vandløb, som Silkeborg kommune restaurerede i 1999.

På en 250 meter lang strækning blev bækkens tidligere slyngninger i landskabet genskabt mellem Vestre Ringvej og Herningvej.

Der blev udlagt grus, og slyngningerne er i videst mulig omfang sket, der hvor bækken oprindeligt har slynget sig.  I takt med, at vandløbet er restaureret, og der er sket forbedringer af spildevandsrensningen, har Sandemandsbækken fået en god bestand af bl. a. ørred, smelt og ål.  Oprindelsen til dette sted er betegnelsen Sandemand.  Ifølge Ordbog over det danske Sprog svarende en Sandemand til en nævning, som skulle være “ lovfaste og bosatte Dannemænd, og af Fogden til Tinge udnævnte“

Inden for Jyske Lovs område blev der beskikket indtil 8 Sandemænd i hvert Herred eller Købstad.  Beskikkelsen var livsvarig og givet af Kongen eller senere Lensmanden.  Sandemændene afgjorde markskelssager, og fra 1200 tallet visse sager mellem kirke og bonde, samt forskellige straffesager.  Sandemanden er nævnt i Christian V` s Danske Lov for Jylland og Øerne som nævninger, til hvis afgørelse markskels retter og tvivlsomme drabssager henvistes.  Da jordfællesskabet ophørte hen mod 1800 tallet, trådte Sandemanden efterhånden ud af funktion.

Møllebækken har, som navnet indikerer, drevet en Mølle.  Ifølge Rasmus Mortensen nævnes Hunnindal og Hunningmølle i 1488.  muligheden for vandkraft var værdifuld.  I 1496 nævnes et møllested fra Hunduadt til Hjordengh i Hisd Herred.  Hunduat kan være vadestedet over Møllebækken, inden der kom en bro, og  Hjordengh kan være Hjordkær.

Det nævnes også, at en helligkilde i sin tid sprang ud fra Møllebækken nedenfor Hvinningdal By.

Skove.

Der lå fra gammel tid højskov i Lysbro. Under svenskekrigene blev en stor del af højskoven i Silkeborgområdet fældet, enten af svenskerne, af lejetropper eller ved ulovlig hugst.  I 1780`erne var der skov på Funder Bakke, og Lysbro Skov strakte sig fra Lysåen til spidsen af Odden og rundt om Kalgårds Vig.  Skoven i Lysbro tilhørte i 1720 Silkeborg Slot, da slottet blev “rytterbarak“, dvs. en slags kaserne for rytteriet.  I 1723 fik Gustav Pedersen bestallingsbrev som skovrider i Lysbro.  Han skulle have opsyn med Silkeborgs enemærker “vesten og synden for gården“, dvs. Virklund, Them, Rustrup, Løgager, og Funders sogns skove.

Han havde inden da fungeret i skovene, da han i 1720 indstævnedes som vidne angående et skovtyveri og et overfald i Gjessø skov, forøvet af  mænd  fra Funder.  Omkring 1730 opdagede han i Virklund skov en mand ved navn Thomas Jensen, der havde tændt ild i et hult træ i skoven for at fange en mår.  Under slagsmålet med Gustav Pedersen bliver Thomas Jensen hårdt såret og dør et par dage efter.  Man mener, at Gustav Pedersen senere bliver halshugget for dette drab.  Hans efterfølger bliver Christian Richter.

Ejerne af gårdene i Hvinningdal havde adgang til den del af skoven, som strakte sig fra Funder Bakke til skellet til Kærsgård.  Den bestod af gamle bøge og nogle få eg.  Man regnede med, at disse ege og bøge kunne give olden til 30 svin.  Der var fælles skovgræsning fra gårdene i landsbyerne.  Man regnede med foder til ca. 20 husdyr fra hver gård.  Der var derfor ingen underskov, bortset fra noget ellekrat.

Landbrug med enge.

Efter oldtiden lå de nærmeste landsbyer oppe i bakkerne, mens Lysbro ser ud til at have været stort set tom for beboelse.  Der nævnes dog en skovridderbolig ved Lysåen og i 1673 nævnes Lysbrohus i forbindelse med en retssag.  Den drejede sig om, Hans Jensen, stævnede kromanden Rasmus Nielsen fra Silkeborg Kro, fordi han havde brudt ind i huset og sønderhugget en tønde fuld af øl, så øllet blev spildt på jorden i kælderen.  Det var formodentlig en smugkro, som Rasmus Jensen raserede.

På Videnskabernes Selskabs kort fra 1789 ses en enkelt bebyggelse på østsiden af Lysåen, som formodentlig er skovridderboligen, der må være identisk med Lysbrohus.  Folketællingen i 1787 for det daværende Balle Sogn nævner imidlertid ingen beboere i Lysbro eller Funderholme. De nærmeste huse lå i Hvinnindal By.  Dengang havde gårdene englodder og fælles overdrev uden for de dyrkede marker.  Lysbro har givet vis også haft lyngbegroede overdrev.  På de fugtige enge langs Funder Å og de øvrige vandløb havde gårdene englodder, hvor der var høslet.   I et økologisk kredsløb transporteres næringssalte nedad bakkerne og i grundvandet for på længere sigt at opsamles i græs og urter.  Når åer og bække i vinterhalvåret går over deres bredder, så aflejres næringsrigt dynd og slam på engene.  Det næringsholdige høslet var grundlaget for datidens landbrug, før man begyndte at bruge kunstgødning.  En stor del af næringsstofferne blev ført tilbage til markerne oppe på bakkerne med husdyrgødningen fra vinterfodringen med hø, og kredsløbet var dermed slut.

Gårdene havde felter til skærring af tørv i moserne ved åerne.  Selv om mange af gårdenes skove, enge og overdrev stødte op til Ørnsø, Silkeborg Langsø og åerne, var det ikke tilladt for fæsterne af gårdene at fiske.  Fiskeretten og og højskoven tilhørte herremanden, som ejede gårdene.  Der var ellers Gedder, Brasen og Skaller m.m.   senere, da Lysbro blev bebygget, havde lodsejerne også fiskeret.

Rasmus Mortensen skriver i sin bog om Balle Sogn (s. 55)   ´´Da Teglværksdriften omkring 1850 startede i Lysbro, lagdes Grunden til den Udvikling, der gjorde Hvinningdals skønne, men ret afsides liggende og temmelig lidet påagtede Udmark til en stærk voksende Bebyggelse“

Balle Sogn, Hids Herred 1835

Referencer.

Egeberg, Edvard, 1923,Silkeborg Slot. bind 1-3

Geodatastyrelsen, Historiske kort på nettet.https://hkpn.gst.dk/

/Hans Løkke  Funder 2020

Scroll to Top