Af Kia Korsgaard og Thomas Richardt
Lysbrodammene ligger i Hvinningdal i Balle sogn. Første gang man hører om Hvinningdal er i et skrift fra 1323 og det skrives da Hwerningh. I 1426 er det blevet til Hunningdal. Balle hed den gang Røyballe.
Kjærsgård er væsentlig yngre og har navn efter at der på stedet var en masse mose og kær.
I et brev fra 1418 fremgår det, at Hunningdal er solgt til ridder Las Hvas. I 1489 afsagde kong Hans en dom om Hunningmølle og det er første gang at møllebetegnelsen er hæftet på.
Strøget langs Møllebækken havde været særdeles attråværdigt med vandmølle og engstrimler og i bakkerne bagved værdifuld skov, hvor der kunne gå oldensvin. Fra endnu ældre tid betegnes kilden, som en “helligkilde”, hvortil folk valfartede.
Lysbro er betegnelsen for området på begge sider af Lyså. Her har der været en bro allerede omkring år 1600.
Vejene forløb den gang helt anderledes og mange af de gamle spor er for længst borte.
Fra Kragelund til Silkeborg gik vejen ned gennem Hvinningdaldalen, over Hvinningdalbro, nu ved Møllebækbroen ovenfor den nordligste af dammene i Lysbro og ned gennem dalen, hvor der endnu er rester af dammene og videre langs med søen.
Som nævnt høres første gang om Hunning mølle i 1489 og helt frem til omkr. 1650
Den lå ved Møllebækken øverst oppe, få meter fra den nuværende bro på Drejergårdsvej-Odinsvej. Glem ikke, at der var mange gange mere vand i bækken den gang. I lenstiden hørte den under Silkeborg. Efter den tid syntes møllen at have været nedlagt, men der var stadig trafik fra Kragelund og ned gennem slugten.
Den syntes imidlertid at have været stagnerende; trafikken fandt andre veje. Færre vejfarende betød flere røvere og tæt skov ind under brinkerne frembød godt skjul for fredløse mennesker.
Der går nu flere hundrede år indtil købmand C. Knap i 1865 for 100 rigsdaler køber et par tønder land ved møllebækken til anlæg af en kradsmølle med karte- og spinderi. Det er det tidlige pak- og klækkehus, i dag bygningen ved siden af Møllebækken nr. 1. I 1908 købte møller Sørensen kradsmøllen, og grunden blev delt i 2 ejendomme. På den nederste oprettede han en kornmølle, der hvor broen går over til Møllebækken nr. 8, og hvor mølleren boede i det nuværende nr. 15. Mølledammen lå i området fra nr. 7 til nr. 15.
Den øverste del købte bankbogholder Th. Nielsen og begyndte her at anlægge fiskedamme. Efter hans død købtes dammene og møllen igen af møller Sørensen, som snart efter solgte dem til Jens Jensen, også kaldet Jens Post, der boede på Lysbrogade. De nederste damme omlagde han til mølledam til drift af kornmøllen. I 1911 lejede Johannes Errboe kradsmøllen og 2 1/2 tønde land med de første damme i Lysbro og boede i det nuværende Møllebækken 1. Der var 10 damme og i 1912 købte han det af Jens Post.
Johannes Errboe, der var født 1884 i Ærøskøbing, hvorfra familienavnet Errboe (Ærøbo) stammer. Han døde i 1968. Dambruget blev videreført som et I/S under ledelse af hans søn, Bror Errboe, og svigersøn, Peter Richardt.
I 1934 flytter familien ind i Lysbrolund, det nuværende Lysbrohøjen 28.
Johannes Errboe var meget fremsynet og igangsættende. Han var altid på udkig efter rene og iltrige vandløb, som kunne give de bedste betingelser for ørredopdræt. Blandt andet anlagde han 3 små damme øverst på Møllebækken helt ude på engen vest for naturstien på modsatte side af det nuværende vandværk. Siden udvidede han ved betydelige tilkøb ejendomme. Bl. a. blev den nederste del købt og den gamle mølledam lagt ud til damme og ligeledes teglværkets gamle areal øst derfor op til Hvinningdalvej.
Errboe var meget interesseret i at dambruget skulle falde ind i naturen og brød sig ikke om betondamme, der var almindelige i udlandet. I midten af 1950’erne anlagde han dambruget ved “Søen” i Drejgårdsskoven, der oprindeligt var tænkt som én stor sø. Terrænet forhindrede dog dette og i stedet blev det til 13 mindre damme og en stor med en ø i midten, hvor der blev plantet kirsebær.
I 1933 skete katastrofen. Netop som han var begyndt at bygge sit nye hus med de høje gavle inspireret i sit barndomshjem, brændte det gamle hus. Samtidigt drænede en lodsejer engen ved det nuværende vandværk, med det resultat, at der frigjordes syre fra mosejorden, der løb ud i Møllebækken, og alle fiskene døde.
Samme år begyndte Errboe at grave tørv til brændsel i Hørbylunde. Samtidig anlagde han der Hørbylunde dambrug, som han overlod til sin nevø, keramikeren Erik Nyholm, og Kalpendal Dambrug, hvortil Peter Richardt flyttede i 1945.
Sammen med dammene ved Kærsgård (bag Impala) var Errboes dambrug med 170 damme verdens største. Da virksomheden var på sit højeste i midt ’60erne, var der ca. 25 ansatte, og der blev eksporteret mere end 100 millioner ørredæg til 3 verdensdele.
For stadigt at kunne klare sig i konkurrencen lavede Johannes Errboe også et stort avlsarbejde. En regnbueørred har normalt sin legetid i februar marts, men da kunderne i de sydligere og varmere lande fik meget tidligere forår end i Danmark og derfor pressede på for at få leveringer af rogn så tidligt som muligt, så begyndte han at udvælge de avlsfisk, der gav de tidligste æg og fodrede dem op til kommende avlsfisk. Det blev gjort i mange gange og til sidst blev resultatet en stamme af avlsfisk, der afgav sine æg allerede i oktober. Det blev en succes og kunderne kunne dermed få en langt længere vækstsæson i de varme lande.
Det samme kunne man gøre den anden vej, så de blev senere og senere til gavn for kunderne i det nordlige Norge og i Finland. Man kunne også avle efter fiskens udseende, om den havde særligt flotte farver eller form. Bækørreder f. eks., som har flotte røde pletter på siderne kunne man avle efter at de fik endnu flere røde og store pletter. Hvis man ville eksportere ørredæg til Amerika kunne det ikke nytte bare at tilbyde dem nogen helt ukendte racer. Så måtte man først skaffe sig en forbindelse derovre og så få tilsendt nogle æg fra de vildfisk, som de kendte og som for dem var den eneste rigtige ørred. Så lavede man avlsfisk af dem og kunne 5 år senere tilbyde dem deres kendte fisk.
Foto: Peter Richardt
Danmark var det førende land indenfor dambrugserhvervet, og J. Errboe var den største producent af ørredæg med en årlig produktion på omkr. 100 millioner. De bliver solgt stykvis i portioner fra 100.000 til mange millioner. I 1950 kostede de fra 1 øre til 8 øre stykket. Der kunne tilbydes mange forskellige slags ørredæg. På et tidspunkt havde Errboe 16 forskellige ørredarter.
Dambruget lavede også spisefisk, som blev solgt som frosne eller isede til eksport, men de fleste blev leveret levende på modtagers dambrug rundt om i Europa.
Driften af dambruget.
I de mange damme gik der ørreder, der dagligt skulle fodres. De fik i de første år skidtfisk (skaller og brasner) fanget i Silkeborgsøerne og slagteriaffald, der blev hakket i hakkehuset, hvor en stor kødhakker blev trukket af kradsmøllens gamle vandhjul. Når der ikke blev hakket foder, anvendtes vandhjulet til at levere elektricitet til familiens hus.
Senere blev der leveret skidtfisk fra Frederikshavn og Hirtshals hver nat. Derfor blev der også etableret flere store frysehuse til opbevaring af foderet og til at lave is til ispakning.
Foderet blev kørt rundt til alle dammene i trillebør og kastet ud med en stor træslev. Senere fik man små benzindrevne trucks til intern transport; også til fisk i små kar.
Dammene skulle jævnligt tømmes, så fiskene kunne blive sorteret efter størrelse og dammene blive renset.
I legesæsonen, når fiskene var modne til at gyde, skulle fiskene også tages op og transporteres til strygehuset, hvor de en for en blev taget op af vandet og klemt på maven for at presse rognen ud.
Fisken blev sat tilbage i vandet, så den kunne blive klar til at give æg igen næste år. En avlsfisk kunne blive over 7 år.
De nystrøgne æg blev lagt i tjærede trærammer med trådnetbund i helt rent og koldt kildevand i lange render i klækkehuset, hvor de skulle ligge i ca. 4 uger. Efter 2 uger var de blevet så robuste, at de kunne tåle håndtering. På det tidspunkt ville man kunne se fisken inde i ægget som 2 sorte prikker (øjnene) og en streg (rygsøjlen).
De kunne nu ”pilles”, dvs. lægges på en ramme af træ med ostelærredsbund, der kunne flyde på vandet. Hvis der ikke var 2 prikker og en streg, blev ægget pillet op med en pincet.
Senere blev et fotoelektrisk anlæg som supplement taget i brug, der kunne fjerne æg, der var helt døde, da de så var hvide, og derfor reflekterede lys bedre.
Når æggene var 3 uger gamle, kunne de pakkes og sendes af sted til kunderne. De blev lagt i rammer og stablet med et par hundrede tusinder æg i en kasse, med knust is i øverste ramme, for at holde æggene fugtige under transporten. På den måde kunne de være under transport i 3-4 dage. Det var vigtigt at holde øje med helligdage og strejker i modtagerlandene. Ellers kunne en sending let strande et sted og alle æggene dø.
En del æg blev dog hjemme som tillæg til avlsstammen og til salg til nedfrysning i fiskeindustrien.
I tiden efter anden verdenskrig blev der solgt en del ørreder i portionsstørrelse til især den katolske del af Europa, da fisk var en vigtig fødevare i fastetiden. Transporten foregik til at begynde med med sættevogn, hvor vognmand Hegelund Christensen på Funder Bakke og en af dambrugets ansatte som medchauffør kørte ned gennem det sønderbombede Tyskland og til især Italien, Frankrig, Schweiz og Belgien.
I 1950erne anskaffede Errboe 2 godsvogne med 4 egetræskar med hver 34000 liter vand og 20 stålflasker med ilt til denne transport. Der var så altid en ansat med til at tilse fiskene, skifte iltflasker og sørge for at skifte vandet på de stationer under vejs, hvor man vidste, at det vand, der blev hældt på damplokomotiverne også var rent nok til ørrederne.
Løbende skulle dæmningerne vedligeholdes og ind- og udløb udskiftes.
Alle, der var ansat eller boede på dambruget kunne høre, hvis vandet ikke løb rigtigt, og man var altid på vagt, når det regnede kraftigt, eller når bladene faldt af træerne om efteråret. Men det gjaldt altid, at der skulle ”gås runde” to gange i døgnet for at rense tilløb og udløb; alle årets dage!
Grundet de store omkostninger ved miljøomlægninger, og da ingen havde mod på at videreføre dambruget, blev det nedlagt 1999.
Kilde : Kia Korsgaard og Thomas Richardt
I 2001 ryddede Silkeborg Kommune pilekrat, hævede vandstanden og lavede nye sving i den øverste del af Møllebækken, vest for banestrækningen. Ligeledes blev der lagt gydegrus ud i Møllebækken.
2007 bliver ørreddammene i slugten omdannet til 6 små søer, som nu ligger som perler på snor i den smukke dalbund. I bakkerne og skoven omkring er der masser af stier og et fantastisk fugle og dyreliv.
Tak til Sine og Magnus Errboe for brug af billede fra 2016
På dette sted havde Errboe nogle af sine mange natur ørreddamme, indtil 1990`erne hvor Silkeborg Kommune ændrede det til den nuværende sø og genslyngede Skelbæk/ Sandemandsbækken, som har udløb i Ørnsø.
Og det var her Sine Errboe, en juni sommeraften 2023, rundede Amzing Nature/ Silkeborg Bad / Hakkehuset af på smukkeste vis,
En helt unik oplevelse som aldrig vil blive glemt.
Jeg nåede ikke helt i mål med et afsnit Kunst og Kultur og fortællingen om Teatergruppen Hakkehuset, som har beriget Silkeborg med mange gode oplevelser de senere år.
Det er mit store ønske at der er en der vil påtage sig opgaven, det er også Lysbrohistorie, på forhånd TAK.
/ Henning.