Af Erik Nørgaard – søn af Liss
Liss var teenager i Lysbro under besættelsen
Liss Nørgaard boede med sin mor og far, Thora og Rasmus Nørgaard, på Herningvej 24 i Lysbro under besættelsen. Hendes bror (vi var navnebrødre), Erik Nørgaard, var under den sidste del af krigen almindeligvis kun hjemme på Herningvej på søndage og til højtiderne, fordi han var under uddannelse til skovfoged på Asmildkloster i Viborg og på forskellige tjenestesteder i Danmark.
Krigens begyndelse
Om morgenen, den 9. april 1940, vågnede ti-årige Liss ved larmen fra kraftige motorer, der fik ruderne til at klirre i soveværelset. Ved vinduet kunne hun se, at det var mange rækker af fly efter hinanden, som i lav højde var på vej mod nord. Hun løb ud og spurgte sin far, Rasmus, hvor alle de fly skulle hen og han fortalte hende, at krigen var brudt ud, og at flyene sikkert skulle til Norge og bombe mål deroppe. De bombede i øvrigt også den militære flyveplads ved Nørresundby.
Oplevelser under krigen
Måske er det lidt særegent, men én af de ting Liss huskede meget tydeligt var, da hun på én af krigens første dage så en tysk kampvogn, som holdt foran Vestre Skole, hvor hun til dagligt gik. Pludselig drejede kampvognen rundt på stedet og rev derved asfalten op i en halvcirkel. Det gjorde så stort ét indtryk på hende, at hun huskede det hele livet. Måske fordi hun fornemmede, at her var man på vej mod noget, som ville være meget svært at kæmpe imod.
Der blev løbende mangel på en del forskellige varer, – også i Lysbro, – selvom en del beboere her til dels dyrkede egne kartofler, gulerødder og nogle holdt høns. For den gang var man ude på landet, når man kom til Lysbro. Senere blev rationeringsmærkerne indført, hvilket betød, at man tildeltes et vist antal mærker, som kunne bruges ved køb af sukker, smør eller måske andre varer, som der nu var blevet rationering på. Liss fortalte, at hun engang så en tysk soldat ved banegården i Silkeborg, som stod og bed skiftevis af en hel spegepølse og et brød, og det var jo netop nogle af de ting, som mange danskere havde svært ved at skaffe. De rejsende, som passerede forbi og så det, blev dybt indignerede; men de kunne jo ikke gøre ret meget ved det.
Fik syet flot kjole
Sidst i krigen var det også blevet svært at skaffe tøj af ordentlig kvalitet, og mange mennesker lavede for en stor dels vedkommende deres eget tøj af ting, som de syede om eller kombinerede på forskellig vis. Liss fik en rigtig flot kjole syet, som næsten lignede silke; men den var i virkeligheden lavet af stof fra faldskærme. Muligheden for at Liss kunne tilegne sig denne fine kjole var, at fra midten af krigen og frem til dens afslutning i 1945 nedkastede englænderne våben og sprængstof fra lavtgående fly, som modstandsfolkene skulle bruge til deres sabotageaktioner. Og det var af såkaldt faldskærmsilke, at kjolen, – efter indfarvning af stoffet, – var blevet syet. Der må givetvis have været tyske soldater, som så hende i kjolen, – men dog uden at tænke nærmere over, hvor stoffet kunne hidrøre fra.
Modstanden mod Værnemagten
Liss’ eget bidrag til modstanden mod besættelsesmagten bestod i, at nogle gange, når hun cyklede fra Lysbro og ind til Silkeborg, så havde hun de såkaldte illegale blade i sin skoletaske. Bladene fik hun af hendes far. Der var jo nok ikke rigtig nogen, som ville mistænke en 12 – 14 årig pige for at deltage i modstanden mod den tyske besættelsesmagt; men farligt var det jo alligevel, for var hun blevet stoppet af tyskerne, ville det ikke have været svært for dem at finde ud af, hvor bladende kom fra. Liss fordelte bladene i postkasser på diverse adresser i Silkeborg, hvor der også boede modstandsfolk eller beboere som sympatiserede med modstandsbevægelsen.
I de illegale blade var der oplysninger, – nogle gange i kodeform, – om kommende nedkastninger af våben, om hvem der måske var blevet arresteret af tyskerne, om hvordan man kunne sabotere tyskerne og deres køretøjer, og om hvordan krigen i realiteten forløb for tyskerne. For Hitlers propagandachef, – det var Joseph Goebbels, – løj stort, når han udsendte meddelelser eller film om, hvordan det gik tyskerne i de sidste år af krigen; men gennem de illegale blade havde folkene fra modstandsbevægelsen muligheden for at rundkaste meddelelser om, hvordan det reelt stod til på slagmarkerne, såvel på fronten mod øst, som på vestfronten.
Aktiv i modstandsbevægelsen
Liss´ far, Rasmus Nørgaard, var med i modstandsbevægelsen og Liss vidste udmærket, at han var involveret i noget, som der på ingen måde måtte tales om; men det var først nogen tid efter krigen, at hun fandt ud af, i hvor høj grad hendes far i virkeligheden havde deltaget i modstanden mod tyskerne.
En sen aften i Lysbro var Liss´ far og et par andre mænd i mulm og mørke i færd med at grave to beholdere med ”benzin”, – som de kaldte det, – ned i haven bag huset på Herningvej 24. Benzin var meget værdifuldt på det tidspunkt, men sandheden har jo nok snarere været den, at det var kanistre med våben, ammunition eller mest sandsynligt sprængstof til jernbanesabotage. Jernbanesabotage var der meget af i krigens sidste år, også på strækningen i Lysbro, der hvor banen løber parallelt med Herningvej.
Efter krigen fik Liss at vide, at hendes far, Rasmus, flere gange rejste til Århus og hentede en kuffert med plastisk sprængstof, for det var den sprængstoftype, der almindeligvis blev anvendt til at sabotere jernbanerne med. Så det var ikke så underligt, at Liss´ mor, Thora, blev bange og urolig, hvis der om natten pludselig bremsede en tysk lastvogn op uden for huset. En angst der i øvrigt forfulgte hende mange år efter, at krigen var slut.
Tæt på at gå galt
En gang kunne Liss af forældrenes samtale forstå, at hendes far havde været til et møde med andre modstandsfolk inde i Silkeborg, og at det var blevet meddelt til tyskerne. Der var dog en silkeborggenser, faktisk en politibetjent, som fik nys om det. Politibetjenten nåede, med hjælp fra en anden person, at advare modstandsfolkene, inden tyskerne rykkede ind. Liss´ far var kravlet ud gennem et vindue og var flygtet hen over nogle halvtage. Nu kom det ham til gode, at han havde været elitegymnast, for han var løbet ned til Odden og gennem skoven, langs Langsø, tilbage til Lysbro. Grunden til at han gjorde netop det var, at han var nervøs for, at såfremt han løb ad landevejen, altså Vestergade og Herningvej, på vej til Lysbro, så ville tyske patruljer måske kunne regne ud, hvor han kom fra. Han kom dog heldigvis helskindet hjem, og modstandsfolkene, der deltog i mødet, slap alle væk, inden tyskerne ankom til deres mødested.
Området omkring Herningvej
På Herningvej var der både kanon- og maskingeværstillinger, samt den type antiluftskyts, som tyskerne kaldte flak, på det område, som nu hedder Farmen. Da det var lige overfor disse tyske stillinger, at Liss boede, kunne hun dagligt følge med i, hvad de tyske soldater foretog sig derovre. Årsagen til at våbenstillingerne var placeret netop på Farmen, var blandt andet på grund af tyskernes nervøsitet for, at engelske jager- og bombefly ville dukke op og bombe Silkeborg Bad, som var hovedkvarter for tyskerne under den sidste del af krigen. De engelske bombefly kunne nemlig kun vanskeligt flyve ind fra Virklundsiden, på grund af at bakkerne i Vesterskov ville genere indflyvningen, og en eventuel indflyvning hen over Silkeborg by ville være alt for risikabel for Silkeborgs indbyggere. Der var derimod mulighed for indflyvning over Lysbro og Ørnsø, hvor der var helt plant.
Gennem modstandsbevægelsen vidste Liss´ far, at hvis englænderne begyndte at bombe Silkeborg Bad, så ville beboerne i området omkring Herningvej og Lysbrohus blive advaret ganske kort tid forinden, så de kunne nå at flygte væk fra området eller gå i skjul i kældrene, inden ragnarok brød løs. Men angrebet på Silkeborg Bad blev som bekendt aldrig gennemført. Årsagen var formentlig, at da englænderne tidligere under krigen bombede Shell-Huset i København, som den gang var tysk hovedkvarter for Danmark, så var der adskillige elever og lærere på den nærliggende Franske Skole, som ved en dybt beklagelig fejltagelse omkom og mange blev kvæstede. Noget lignende ville Royal Air Force tilsyneladende ikke risikere igen.
Jernbanesabotage
Flere gange så Liss, at hendes far gik rundt i huset og åbnede vinduerne, og efterhånden lærte hun, hvad det betød. Det gjorde han ofte, inden der lød detonationer fra jernbanen, der løber langs med Herningvej. Han vidste nemlig ofte, hvornår der ville komme en eksplosion, som skulle sprænge skinnerne i luften. Grunden til at han åbnede vinduerne var, at vinduerne så bedre kunne modstå trykbølgen fra eksplosionerne, hvis det var tæt på; men oftest var det i skoven eller længere ude i retning af Funder og Engesvang.
Sabotagen af jernbanerne var noget modstandsbevægelsen gennemførte for at hæmme tyskernes transportmuligheder af tropper og udstyr. Der blev brugt plastisk sprængstof, som var både nemt at anvende og ufarligt for modstandsfolkene, selvom det selvfølgelig var ekstremt farligt for dem at snige sig frem til skinnerne og placere sprængstoffet. De ville blive skudt på stedet, hvis de tyske vagtposter opdagede dem.
Liss fortalte, at en formiddag var der en sprængning, ret tæt på Skovbrynet overfor Herningvej 2. En apoteker inde fra Silkeborg ville i sin middagspause cykle ud til Lysbro for at se, hvordan der så ud efter eksplosionen. Han blev dræbt, da en sprængladning, som ikke var gået rettidigt af, pludselig sprængtes.
”Lånte” gulerødder og kartofler
På Skovfogedvej, – vejen der går fra Herningvej mellem nummer 24 og 26, hen forbi Lysbrohus og ned til Lyså, var der om vintrene kuler – altså ligesom roekuler. Heri var der kartofler, gulerødder, kål og mange andre rare sager, som tyskerne inde i Silkeborg, på Silkeborg Bad og andre steder havde reserveret til deres forplejning. Her hentede Liss og mange andre i Lysbro i ny og næ et kålhoved, gulerødder, kartofler eller andre grøntsager, og de følte egentlig ikke rigtigt, at det var at stjæle, for tyskerne havde jo beslaglagt det og dermed på en måde stjålet det fra danskerne.
Tyske og østrigske soldater
Når man kører vestpå ad Herningvej over broen ved Lysåen, ligger der en større bygning med glasfacade på højre side. Dengang hed den Lysbro Kro, og her var der i slutningen af besættelsen indkvarteret østrigske soldater. De var sendt her til Danmark, fordi en del af de tyske soldater var blevet sendt til østfronten i Rusland eller vestfronten i Frankrig, da krigen for Tyskland nogen tid efter D-dag begyndte at gå mildt sagt dårligt. De østrigske soldater var mere eller mindre tvunget herop, fordi Østrig var blevet lagt ind under Tyskland før krigen, under den operation som Hitler og nazisterne kaldte for Anschluss.
Liss fortæller, at der ofte var ballade og voldsomme slagsmål derhenne på Lysbro Kro. Ind imellem kom der militærpoliti eller ambulancer kørende ad Herningvej i retning mod Funder Bakke, og så vidste Liss og hendes familie som regel, hvor de skulle hen, – til Lysbro Kro. Mange af de østrigske soldater kunne nemlig ikke fordrage tyskerne, så de kom op at slås, og det gik hårdt for sig med både bajonetter og flasker og sikkert også under påvirkning af en hel del alkohol.
Mørkelægningen
Noget Liss syntes var virkelig besværligt under krigen, det var mørkelægningen. For der måtte overhovedet ikke komme en lysstråle ud fra husene, og der var selvfølgelig heller ikke noget gadelys. Der blev slået hårdt ned, hvis den totale mørkelægning ikke blev overholdt. Grunden var, at det engelske luftvåben, Royal Air Force, ikke skulle have så let ved at orientere sig om byernes placering fra bombe- og nedkastningsfly, og flyene fik derved sværere ved præcist at bombe tyske stillinger eller at kaste våben ned til modstandsfolkene på de udvalgte positioner, når piloter og navigatører ikke kunne placere byerne geografisk ved hjælp af deres lys.
Liss havde en temmelig uhyggelig oplevelse på grund af mørkelægningen. Hendes bror, Erik, var hjemme, og de ville gå i biografen; men Erik gad ikke se en ”tøsefilm”, så de blev enige om, at gå i hver sin biograf. De skulle så mødes efter filmene og følges hjem til Herningvej 24. Skæbnen ville, at de havde misforstået hinanden, og da Liss havde ventet på sin bror Erik i et stykke tid, begyndte hun at gå hjemad alene. Hun troede, at den film Erik havde været inde at se, var sluttet meget før den, hun selv havde set. Det forholdt sig i virkeligheden lige omvendt; men det kunne hun ikke vide på det tidspunkt.
Liss blev virkelig bange
Liss var muligvis en lille smule fattet, da hun begyndte at gå ud ad den første del af Vestergade, for her var der jo trods alt huse og mennesker tæt på, selvom man dog ikke kunne se det på grund af mørkelægningen. Gadelys var der jo heller ikke. Men det var til gengæld ikke en særlig glad 14-årig pige, der begyndte at gå ud gennem skoven mod Lysbro i det kulsorte mørke, for lidt længere ude end det nuværende lyskryds ved Sdr. Ringvej og Vestergade kunne Liss høre, at der kom en person med raske skridt bag hende, og det værste var lyden af metal mod brostenene, for denne lyd kendte hun fra de tyske soldaters og officerers støvler, fordi de var beslået med metal i sålerne.
Liss satte tempoet op, og da lyden kom nærmere, øgede hun tempoet endnu mere. Hun turde dog ikke løbe, fordi der var så mørkt, og fordi hendes skridt så måske ville kunne høres af personen, der gik bagefter hende; men det var med hjertet helt oppe i halsen, at hun gik forbi den gamle eg ved svinget i Lysbro Skov og nu kun havde få hundrede meter tilbage, før hun var ude af skoven. Kort før hun nåede ud gennem Lysbro Skov, blev hun dog indhentet. Det var Erik. Han brugte også metalbeslåede støvler, fordi han var skovfogedelev og havde derfor brug for støvler, som var holdbare og slidstærke. Liss blev glad og sank næsten sit hjerte, da hun så, at det var hendes bror; men det var Erik også, for han vidste godt, at han ville have stået til en alvorlig skideballe, hvis Thora og Rasmus havde opdaget, at han ikke havde fulgt Liss ordentlig hjem og passet godt på hende, – hvad han ellers altid omhyggeligt gjorde.
Kaj Munk blev skudt
Da præsten fra Vedersø Kirke, Kaj Munk, efter at være blevet skudt, blev fundet på Hørbylunde Bakke, der hvor motorvejsbroen nu går over dalen vest for Funder, var der ved ligfølget og den efterfølgende begravelse i massevis af mennesker, både fra Silkeborg, Lysbro og andre steder, som fulgte Kaj Munks kiste på den sidste køretur, og Liss fortalte, at netop den dag var der stort set ingen tyskere at se i gaderne, fordi de tyske soldater var godt klar over, at danskerne nu – og i særdeleshed jyderne – næsten var ligesom sprængstof, der var tæt på at eksplodere og kunne gå af, hvornår det skulle være. Så tyskerne havde valgt at holde en ”lav profil”, som det vist hedder på nutidsdansk, – såvel dén dag, som i dagene efter Kaj Munks begravelse.
Likvideringer og henrettelser
Liss havde stor medfølelse med en modstandsmand, som efter krigen begik selvmord. Han havde efter hendes mening udført en heltegerning. En stikker, som havde angivet flere modstandsfolk til Gestapo, hvoraf nogle var blevet skudt og andre indsat i koncentrationslejre i Tyskland, kom ofte på Hattenæs, det daværende Hotel og dansested på Sejsvej, hvor der også kom en del tyskere til dans og bal på lørdags aftener. Stikkeren kom der selvfølgelig, fordi hans tyske venner var der. En lørdag aften kom der en ung, dansk mand ind i festsalen. Det var modstandsmanden. Han skød stikkeren, og det lykkedes for modstandsmanden at forsvinde ud af lokalet og ud i natten. Han kom med en bil til Århus og levede resten af krigen skjult eller ”under jorden”, som det kaldtes. Han tog sit eget liv efter krigen, fordi han ikke kunne holde ud at tænke på, at han havde taget et andet menneskes liv, selvom stikkeren han havde skudt, var skyldig i mange menneskers tortur og død.
Gestapo opdagede sabotører
Der var ligeledes to andre som Liss´ bror Erik kendte, der blev skudt af tyskerne. Der hvor Føtex på Torvet ligger, var der en fabrik under krigen, som producerede lastvogne og busser. Firmaet solgte også vogne til det tyske militær, og det var ugleset af de fleste danskere. To unge skovfogedelever, Poul Mackeprang Nielsen og Leif Dines Pedersen, besluttede sig for at forøve sabotage mod fabrikken og sprænge den i luften. Det lykkedes for dem, og dem, der arbejdede på fabrikken, var blevet varskoet i forvejen, så de kunne nå ud, inden sprængladningerne gik af. Men Mackeprang og Dinesen var nysgerrige og ville se, hvilke skader sprængladningerne havde forvoldt, og de vendte senere tilbage for at undersøge dette. Derfor fik tyskerne mistanke til dem, og de blev arresteret og sendt til København. De blev skudt i Ryvangen ved København den 13. marts 1945.
Ryvangen var en henrettelsesplads som tyskerne brugte. Blandt andet brugte de den også til at skyde medlemmerne af Hvidstengruppen, og da krigen var slut, gravede man ikke mindre end 202 lig op efter tyskernes henrettelser. Nogle af de henrettede blev begravet på den egn, hvor de kom fra, og andre blev begravet i Ryvangen.
Der står en mindesten for Poul Mackeprang Nielsen og Leif Dines Pedersen på Gjessøvej, der hvor der er en P-plads i Silkeborg Vesterskov.
Krigen slutter endelig
Liss fortalte, at omkring nytår 1944/45 begyndte de fleste danskere at tale om, at det nu kun var et spørgsmål om få måneder, før tyskerne måtte opgive kampen. Tyskerne var pressede af russere i hele Østeuropa og af englændere, amerikanere og canadiere i Vesteuropa, og i foråret 1945, var de fleste store byer i Tyskland under hårdt pres af de allieredes beskydning og bombardementer, og der var tyske flygtninge overalt i Tyskland, som forsøgte at undslippe de hårde kampe.
Liss´ far var begyndt at spøge med, at det ville blive på Liss´ fødselsdag i år (1945), at Danmark ville blive befriet, og han fik næsten ret, for Liss fyldte femten år den 3. maj og den 4. maj hen på dagen kom det budskab, de alle havde længtes efter at høre i de fem mørke krigsår.
Frihedsmeddelelsen fra BBC
Liss og familien hørte radio fra BBC i London, selvom det var strengt forbudt, og her hørte de så, at de tyske tropper i Holland, Belgien, Nordvesttyskland og Danmark havde overgivet sig, og omgående udbrød der vild jubel. Mørkelægningsgardinerne blev flået ned i huset på Herningvej, og der blev tændt lys, ligesom i de øvrige huse i Lysbro. Liss´ far fandt et dansk og et engelsk flag, som tidligere var lavet til formålet, og hængte dem op i stuevinduet, så alle kunne se dem.
Én af dem der også så flagene, var en gående, tysk soldat, som kom fra Silkeborg i retning mod Funder. Han var ved at falde over sine egne ben og var nær ved at tabe både næse og mund, da han opdagede flagene i vinduet. Han har nok tænkt, at danskerne var frække og provokerende. I hvert fald indtil han er kommet hjem til militærforlægningen, og der har fået at vide, at krigen nu var ovre. Måske har han ved denne meddelelse ligeledes glædet sig over, at vanviddet nu var overstået, så han kunne komme hjem.
General Montgomery kommer til Silkeborg
Liss og hendes veninde fra Lysbro gik ved krigens slutning på Mellemskolen. Veninden var Randi Skorstengaard, som var datter af købmandsparret Signe og Harald Skorstengaard. De drev på det tidspunkt købmandsbutikken på hjørnet af Herningvej og Lysbrogade. Randi og Liss cyklede efter frihedsbudskabet fra Lysbro ind til Silkeborg, for nu skulle den genvundne frihed og lyset fejres; men i én af gaderne måtte de dog skyndsomst flygte ind i en trappeopgang, fordi der blev skudt i gaden. Årsagen var en tysk officer, som nægtede at overgive sig; men heldigvis blev der ikke ramt nogen ved den lejlighed.
Det blev der til gengæld, da Arly Hess Thomsen, en ung mand som Liss´ bror kendte, havde hørt frihedsbudskabet, og senere ved en militærforlægning i den sydlige del af Silkeborg gik hen til en tysk vagt og bad ham, – måske lidt i overmod, – om at aflevere sit våben. Det ville den tyske soldat ikke, og han skød den unge mand.
Til trods for at der var nogle, som blev dræbt i tiden lige op til befrielsen, kunne det dog ikke lægge en dæmper på glæden over friheden. Alle de trængsler, som Liss og hendes familie og alle andre i Lysbro havde været udsat for i de fem besættelsesår, var nu slut. Nu kunne de færdes frit, lige som de ville, og der var lys alle steder. Det med lyset blev en tradition. Det er derfor, man sætter stearinlys i vinduerne den fjerde maj om aftenen.
Liss og Randi mødte Montgomery
Det var et stort øjeblik for Liss og Randi Skorstengaard, da de senere efter tyskernes overgivelse igen cyklede ind til Silkeborg, for at se den engelske general Montgomery rulle ind på Torvet. General Montgomery var den øverstbefalende for de allieredes styrker i det nordvestlige Europa, og han var i Silkeborg, på grund af sit indtog på Silkeborg Bad, hvor den øverstbefalende for de tyske styrker i Danmark havde til huse. Han hed von Hanneken og skulle netop overgive sig til de allierede styrker – altså til general Montgomery.
Liss fortalte, at folk i Silkeborg jublede mod de engelske soldater, og de smed de ganske få lækkerier de havde op til de engelske soldater på kampvognene. Mangel på blomster var der på grund af årstiden heller ikke. De blev også kastet op til soldaterne i tusindvis, så nogle af kampvognene nærmest lignede kørende blomsterbutikker. De engelske soldater var sikkert lige så glade som silkeborggenserne, for nu kunne de også snart komme hjem til England til deres familie og venner.
Det normale liv begyndte efterhånden at vende tilbage til Lysbro. Der var pludselig gadebelysning, og lys der strømmede ud af husenes vinduer om aftenen, og man kunne gå hvor og hvornår man ville, uden frygt for at blive stoppet for at fremvise det forhadte Ausweiss – legitimationsbeviset.
Livet bliver normalt igen
Man begyndte hen efter sommeren 1945, at kunne få nogle landbrugsprodukter igen, for nu skulle landmændene jo ikke længere aflevere en del af deres varer til tyskerne, og lidt senere begyndte der også at komme frugter fra udlandet. Det sidste var, at man heller ikke længere skulle drikke kaffeerstatning, som var noget bittert smagende af enten ristet cikorie eller byg. Nu kunne man få den ægte vare, og det var den rene svir efter, at have undværet mange ting i de fem år krigen varede.
Naturligt nok syntes Liss ikke, at der var ret meget ved krigen, der var positivt. Dog måske med én undtagelse. Krigen fik folk til at passe bedre på hinanden og udvise større hensyn og respekt overfor hinanden. Måske fordi man havde en fælles fjende.
Lysbro var nok ikke hårdere ramt af besættelsen end andre lokaliteter; men ovenstående er blot et forsøg på at gengive hvad en 10 – 15-årig pige oplevede, mens hun boede på Herningvej 24 i Lysbro under besættelsen, og som hun senere overfor vi børn berettede om ved flere lejligheder.
Hvordan det senere gik Liss
Liss blev født i 1930 i en lille lejlighed på Lysbrogade nummer 20. Liss, forældrene Thora og Rasmus Nørgaard og broderen Erik, flyttede kort tid efter til Vestergade og igen til Ewaldsvej i Silkeborg, indtil de umiddelbart inden krigens udbrud flyttede ud på Herningvej 24 i Lysbro i et hus, som Liss´ forældre havde fået opført.
Som ung kvinde blev Liss gift med Walter Louring, Silkeborg, og de flyttede sammen til Assens, hvor jeg og min tvillingsøster, Ulla, havde vore første leveår. Herefter fulgte i 1957 en skilsmisse mellem Liss og Walter, hvorefter Liss og vi tvillinger flyttede ind på Herningvej 24 hos mine bedsteforældre, mens Liss uddannede sig til lærer ved seminariet på Th. Langs.
Vi flyttede alle tre til Vinding efter at Liss var blevet færdiguddannet. Her underviste hun i tre år i Vinding Skole, som hørte under den nybyggede Bryrup Centralskole. Senere byggede hun hus i Bryrup, fordi hun var overgået til at undervise ved Bryrup Centralskole – en gerning hun udøvede i mere end 35 år. Hun boede i sit lille, fine hus i Bryrup i nøjagtigt 50 år, indtil hun som 88-årig døde i 2018 efter kort tids ophold på Lysbro Plejecenter. Det er således ikke helt forkert at sige, at Liss bevarede en relation til Lysbro, trods hendes tid i Assens og 50 år i Bryrup. Afslutningsvist kan det nævnes, at Liss´ urne nedsattes i Lysbro Skov uden for Vestre Kirkegård.
/ en – nov. 2024
