Den vestlige del af Langsø med skov, Lysås udløb og det dertil hørende moseområde udgør mit daglige natur-paradis. Gennem 50 år er jeg kommet her og har fulgt årstidernes skiften. Plante- dyre- og fugleliv hænger sammen på en forunderlig måde – og har hver sin plads i naturens store kalenderhjul.
Da vi i 1971 købte vores hus på Skovhegnet 12 i Lysbro, var naturen ikke helt den samme. Fx vidnede naturstykket på den anden side af Lyså mellem stien til venstre og skrænten over mod Lysbrogade om et tidligere engstykke. Her havde der gået kvier på græs, og enkelte hegnspæle stod endnu tilbage. Nu fremtræder stykket mere moseagtigt og piletræerne breder sig.
I vinterhalvåret og det tidlige forår var engstykket som regel oversvømmet, hvilket gedderne benyttede sig af. I marts – april søgte de ind på det lave vand for at lege. Dette geddernes sammenrend gik ikke stille for sig, idet deres bryllupsfærd betød oplevelser for både øjet og øret. Mange lod sig afsløre, når de med det meste af ryggen brød vandspejlet. Og så var der sværvægterne, der skulle imponere omgivelserne med larm og drabelige plask. Men den stigende vandstand har i årenes løb gjort det vanskeligere at betragte gedderne i legetiden.
Når vandet og gedderne trækker sig tilbage, overtager dobbeltbekkasinen scenen. Den smukke sneppefugl fascinerer med sin karakteristiske territorialflugt, når de to yderste halefjer under flyvningens styrtdyk vibrerer og frembringer en brummende lyd. Den lille bekkasin har fra gammel tid haft folkelige navne som horsegøgen og himmelgeden. I forhold til sin størrelse er den udstyret med et meget langt næb, der er velegnet til at finde orme og smådyr i den fugtige bund. Reden med de fire brunplettede æg er vanskelig at finde, idet den er godt skjult i mosens vegetation.
Før de mange boliger blev opført ved Lysbrogade, havde rådyrene fra Funder Krat direkte adgang ned til moseområdet. Af og til fødte en rå her sine normalt to lam. En stor oplevelse var det at overvære, når hun diede de små ivrige livstykker uden for vegetationen ved skrænten.
Det var her, jeg havde et spændende møde med en råbuk. En flot seksender, der virkede utroligt tillidsfuld. Den stod 10 til 12 meter inde i mosen og så direkte på mig. Et betagende øjeblik gloede vi hinanden ind i øjnene. Derpå vendte han sig langsomt om og bevægede sig langs en række piletræer. Om vi forstod hinanden, kan jeg ikke garantere. Men sikkert er, at bukken accepterede min tilstedeværelse langt hen ad vejen.
I trekanten mellem stien mod Lysbrogade og stien til højre mod Vestre Ringvej ligger mosen, der mod nord er begrænset af Lysbro Plejecenter og Møllebækken. Et vidunderligt, uberørt stykke natur med en spændende bevoksning og et fascinerende dyre- og fugleliv. Området bliver aldrig tørlagt, hvilket betyder, at de ynglende frøer i forårstiden krydrer stedet med deres lave kvækkekoncert.
En anden beboer er nattergalen, hvis smukke og fuldtonende sang kan høres fra mosens pilekrat. Trekantens vegetation af pil og dunhammer er ideelt til nattergalen, der netop foretrækker et fugtigt område, hvor den kan skjule sig i det tætte grenværk. Gennem de senere år er antallet af ynglepar dalet kraftigt i Danmark, hvilket har betydet, at nattergalen de sidste par år har ynglet ustabilt i mosen. Hvert forår er det derfor spændende, om fuglens karakteristiske fløjt, dybe kluk og afsluttende hvislelyde lader sig høre. Til glæde og henrykkelse for en fuglemand.
Odderen har en forkærlighed for vestenden af Silkeborg Langsø, hvor den af og til kan opleves. Mandag d. 18. april 2016 kl. 10:15 krydsedes vore veje. En odder havde været på togt i mosen og luntede over stien mod Langsø ca. 10 meter fra mig. Det overraskende møde bragte mig med ét ud af mine tanker, og odderen fortsatte uden at lade sig anfægte. Nogen tid efter mødte jeg samme sted en anden odder. En halvstor unge dukkede op fra søen og standsede midt på stien, da den fik øje på mig. Vores møde varede nogle få sekunder, hvorefter den kattestore unge forsvandt ind i mosen.
Mandag d. 16. marts 2020 kl. 8:50 oplevede jeg fra stien til venstre for mosen en odder i fri dressur. Under piletræernes grenværk kom den brasende med larm og skvulp, dykkede og kom op et par gange, før den forsvandt længere ind. Måske var den på jagt efter en fisk eller en vandrotte, eller måske var den bare i legehumør. Uanset hvad, stod jeg tilbage, en stor oplevelse rigere.
Den kønne rørspurv er en af mosens ynglefugle. Fuglen har brunlig ryg og sorte længdestriber på den lysere underside. Hannen kan i yngletiden kendes på sit sorte hoved med hvid halsring og den sorte strube. Rørspurven optræder stilfærdigt, og dens enkle sang er en ensartet trille tsie-tsie-tsie-tserr.
I vores naturområde langs åen, mosen og søen er rødellen det dominerende træ. Men perioder med stigende vandstand har gennem årene sat deres tydelige spor på de dekorative træer. De fleste er gået ud og står nu tilbage som sørgelige ruiner. Kun de elletræer, der vokser på mere fast grund, har klaret sig. Men her, hvor vandet sætter dagsordenen, vender naturen de udgåede ellestammer til sin fordel.
De døde stammer er fyldt med insektlarver, og spisekammeret tiltrækker især spætterne. Den mest spændende er den kragestore sortspætte, der normalt er en sky skovfugl. Her langs med stierne giver den store oplevelser, når man på tæt hold kan se den flå barken af og derefter bearbejde stammen med præcise og vandrette hug. Herved blottes larvernes gange, og ved hjælp af sortspættens lange tunge hales lækkerbiskenerne ud.
Den mindste af de besøgende spætter er ikke større end en bogfinke. Den lille flagspætte er en sjældent forekommende spætte, der i Jylland er under indvandring fra Tyskland. Jeg fik øje på den spurvestore fugl, der sad og hakkede et stykke oppe på en af de døde ellestammer. Den lille spætte virkede tillidsfuld og lod mig komme tæt på, mens den undersøgte sprækker og hulheder for insekter.
I vintermånederne holder flokke af gråsisken og grønsisken til i elletræerne for at æde af deres koglers frø. De små vævre siskener er gæster fra Skandinavien, men de mange skrantende og udgåede elletræer har på det seneste indskrænket fuglenes antal.
Møllebækken fra Hvinningdalområdet løber under Vestre Ringvej og ned langs med Funder Plejecenter, drejer mod øst og fortsætter under den venstre sti og derfra ud i Silkeborg Langsø. Fra stien og ud i søen har bækken med tiden aflejret materiale og dannet et delta, bevokset med el og høje piletræer. Som i ethvert andet delta ændrer udløbet fra tid til anden retning. Et vildt og utæmmet stykke natur, når det er bedst.
Den vestlige ende af Silkeborg Langsø er et forholdsvis roligt område med et rigt fugleliv. Om efteråret får søen besøg nordfra af den store skallesluger, som bliver hos os vinteren igennem. De større eller mindre flokke består altid af flest hanner. Skalleslugerne dykker efter fisk, og de kan arbejde sammen for at indkredse og fange byttet. Hannen er mest iøjnefaldende med sit mørkegrønne hoved og sorte markeringer på ryggen. Hunnen er mere afdæmpet med det chokoladebrune hoved og den grålige krop. Sammen udgør de et flot par.
Skarven er en anden vintergæst, der stortrives i søen og tolder af dens fiskebestand. Skarven er en gammel dansk ynglefugl. Den blev udryddet i 1876, da fuglen blev betragtet som skadelig for både fiskeri og skovbrug. Skovejerne hadede skarven, fordi den med sin gødning ødelagde de træer, der husede koloniens reder. I 1938 indvandrede skarven igen til landet. Den store fremgang i Danmark skyldes også, at skarven fra 1981 blev fredet i alle EU-lande.
I midten af marts er der aktivitet og udskiftning i fuglelivet. Den lille kønne hvinand-andrik er taget tilbage til Sverige, og de toppede lappedykkere har sammen med et svanepar indtaget søen. Grågæssene har uro i blodet, og de første sangfugle lader sig høre.
Men den største oplevelse er isfuglen. Den er så ubestridt kongen i mit naturparadis. Den smukke fugl holder til her året rundt og har sit redehul ved åen. En isfugl flyver i stærk fart forbi med en fisk i næbbet. Den lille blålige juvel med den rustfarvede bug og det store dolkformede næb er en sand mester i dykning efter småfisk. Angrebet kommer lynhurtigt, og jeg bliver dybt imponeret hver gang.
Naturens hjul er drejet, og en ny og spændende tid står for døren. Snart dukker fiskeørnen og havørnen op. Men min favorit ved søen er mudderkliren. Den lille og elegante vadefugl har altid fascineret mig. Når den med rytmiske og stive, afbrudte vingeslag flyver lavt over vandet med sine karakteristiske hididi-hididi-lyde, er foråret kommet.
Jørgen Michaelsen
19. marts 2020