Mileovne:
Mileovnen er den tidlige industrihistorie. Fra omkring år 1100 og de næste 700 år har det været almindeligt med mileovne og over og underjordiske kammerovne ved bygning af kirker, slotte og til gårde m. m. på landet helt frem til slutningen af 1800 tallet.
På landet var det for nogen en bibeskæftigelse at brænde tegl, i mindre travle perioder.
På en god sommer kunne det være 2-3 ovne a`1000 sten, altså 2 år for at bygge en f. eks. stald.
Infrastrukturen med sandede hulveje og hestekøretøjer var ikke til tunge transporter, derfor udså man sig egnede steder nær bygningsværket, hvor der var egnet råmateriale (ler) og ikke mindst træ og tørv til brændingen. Uvæsentlig var heller ikke at der var mulighed for vandkraft for driften.
Faktisk en meget energikrævende produktion.
En mileovn kunne f. eks. være gravet ind i en bakke, hvor de tørrede sten blev stablet, sammen med trækul eller tørv og antændt. Herefter overdækkede man med græstørv og jord og brændingen var i gang. Brændings temperaturen skulle helst op på omkring 950- 1050 gr. og varede 5-6 dage.
Ovnenes størrelse varierede meget efter opgaven, men fra 1000 til 6-8000 tusinde styk ad gangen.
Det krævede øvelse og indsigt at være teglbrænder, som kunne være omrejsende, og resultatet varierede en del, og der måtte bagefter sorteres til de relevante formål.
I 2010 anvendes denne metode stadig i stor stil i Indien. (set ved selvsyn)
Højovne:
De første `rigtige` teglværker begyndte fra omkring 1775 at eksperimentere med kammer og højovne. Her opførtes en ovnbygning, f. eks. 3 sider af tørrede sten og en `ovnside` med 2 indfyringskamre, de fleste havde 2 i hver side, mål kunne være 6 m bred, 8 m lang, og 6 m høj, for at mindske varmetabet satte man klogeligt rå sten til tørre omkring ovnen.
Fra brandkamrene blev ilden trukket ind i ovnen og gennem de tørrede sten til skorstenen. Kul var nu for en stor del varmekilden og nu var man oppe på ca. 70.000 sten pr brænding.
De første dage skulle der fyres varsomt med et par hundrede grader, derefter op til de ca. 1000 gr.
Herefter var der afsat en uge til afkøling. Man satsede på ca.10 brændinger hen over sommeren.
De mange opstarter og nedkølinger var ikke særlig samfundsøkonomisk, ide over 25 % af det danske kulforbrug gik til teglproduktion omkring 1870, og det var til bekymring.
Ensartetheden var heller ikke optimal, men de mindst brændte sten var dog udmærkede til indermur.
En sådan højovn blev fundet da den nye Gudenå bro skulle bygges i 2012. `Sølund Teglværk`
Den var fra ca. 1850.
Ringovne:
En tysk ingn. Freidrich Hoffmann får patent på ringovnen i 1858, og Gustav Kahlers teglovn i Korsør menes at være den ældste i Danmark (1866). Nivågaard Teglv. var også med fra 1870 og den var i drift til 1967 og den producerede på de 97 år ca. en milliard enheder.
Ringovnen kan siges at være en omvendt randform med 12 til 24 kamre og porte til at drifte ind og udtagning af sten, tagsten eller rør. (og en ca. 34 m høj skorsten) – Et kammer kunne rumme op til 20.000 sten.
2 mand triller tørrede ind og stabler med brandkamre, og fremdeles tilmures portene og der laves `skot` d.v.s. en papirport inde i ovnen for ikke der er falsk træk. Nu kan brændingen startes op og kan nu køre kontinuerlig hen over en sæson. Brænderens opgave nu at tilføre kulsnus, eller olie fra drypaggregat, i små fyrlåger oven på ovnen og han skal kunne se temperaturen på farven i ilden (950-1050 gr.) – Økonomien er noget bedre i ringovnen idet det `vandrene` ildsted langsomt forvarmer kontinuerligt.
I 1870`erne mente nogen at kanal/langovne var mere økonomiske. ( danske Otto Bock)
Som udgangspunkt brændes et kammer pr døgn og efter afkøling kan 2 mand så trille og sortere et færdigt produkt ud til videre transport til murermestrene.
Ringovn
Tunnelovne:
Ideen med tunnelovnen er, at det er emnet passerer ildstedet.
Den første tunnelovn er faktisk allerede opfundet i 1839 i Flensborg af danske Hans Jordt.
Han fik et patent gældende i 10 år og eksperimenterede sammen med en tysk jernstøber med ideen om at sparre på energien, de havde dog for store udfordringer til at fortsætte og stoppede efter 6-7 år.
Otto Bock, som er søn af teglbrænder A.C. Bock, arbejder i teglindustrien og får en praktisk og teoretisk uddannelse. Herefter arbejder han på tyske maskinfabrikker og 1873 har han et rådgivende ingeniørfirma. Han har fra 1874 fået et 5 års patent, udstedt i faderens navn og 2 år senere et 10 årigt patent på en gasfyret tunnelovn. Han anlagde i årene efter ca. 60 kanal og tunnelovne i Tyskland og Danmark, med en dagsproduktion på 7-8000 sten.
Den første i Danmark menes at være Hakkemose Teglværk.
Der stadig store udfordringer med at regulere hastigheden og styre brændingen, ligeledes med holdbarheden på de vogne der fremfører teglemnerne.
Bachmann`s teglværk ved Egernsund var i 1959 det første teglværk med en oliefyret tunnelovn.
Selv om man mente at dansk ler ikke var bedst egnet til tunnelovn, så blev ringovnene udfaset.
I 1970 begynder ingeniør Svend Lautrop Lysbro teglværk, selv at konstruere tegninger til en tunnelovn.
Og i januar 1972 indviedes en moderne gasfyret tunnelovn, med en kapacitet på 62.000 K 21 tagsten om ugen, med mulighed for 50 % merproduktion.
/ Henning Due
