Fremstillingen af tegl er en ældgammel opfindelse, antagelig gjort i Mesopotamien for 5-10000 år siden.
Babylonierne, Assyrene og Egypterne brugte leret til både mursten og keramiske genstande. De blev brændt i solen .
Brændte sten kendes i sydeuropa år 3500 f. kr., mest kendt er Lombardiet i Norditalien.
Med kristendommens komme i Danmark i 826-1060 blev teglbrænding indført af Lombardiske munke og lægbrødre fra klostre i Norditalien.
Nogen af de første bygninger der blev rejst af brændte sten var Øm Kloster ved Mossø i 1172.
Med kirketienden`s indførelse i 1125 kom gejstligheden i besiddelse af store midler og kom henad i gang med store pragtfulde kirkebyggerier.
Ærkebiskob Eskil bygger Sct. Bendts kirke i Ringsted som den første teglstenskirke i Danmark, og i de følgende år kommer Klosterkirken i Sorø til – den femtårnede kirke i Kalundborg – Roskilde – og Århus Domkirke (beg. 1197). (landets længste kirke = 96m.)
Gl. Rye kirke var en af de første landsbykirker der blev opført i teglsten, i flere etaper i 1400 årene. Stenene kom fra Øm Kloster teglværk.
Noget tyder på en betydelig nedgang i produktionen i 1500 årene – så galt at man i 1561 genanvendte sten fra ØM Kloster til Skanderborg Slot, – og efter ordre fra Ulrik Frederik Gyldenløve i 1672 genbrugte sten fra Kalø Slot til Charlottenborg i København. Årsagen var sandsynligvis mangel på træ i skovene.
Kong Christian d. 2, 1513-23 – påbød at der skulle opføres teglovne, stryges og brændes efter opgivne standarmål, og sælges til borgerne for en gylden (ca. kr. 1,60 pr/1000)
I 1546 skulle ifølge brev fra Christian d. 3 – alle gårde, huse, stalde og boder være tegldækkede i byerne,
blev det ikke fulgt var der en bod på 40 mark til byen og ligeså til kongen, – om det blev fulgt er mere tvivlsomt.
1560 er det Hans Johanssøn på Silkeborg Slot der holdes ansvarlig for teglovnen ved Silkeborg. Han får til gengæld halvdelen af fortjenesten ved salg af mursten og må bruge vindfælder (stormfald) og birke fra slottets skove til at fyre med.
I 1586 får Henning Reventlow på Silkeborg ordre til at levere kirkeværgerne for Skanderup kirke 1000 tagsten til istandsættelse af kirkens tag, som er brøstfældigt.
Samme år skal Christen Holch fra teglovnen i Silkeborg sende 11000 mursten til Dronningborg Slot ved Randers, til reparationer . – Også Skanderborg Slot har brug for 11000 mursten.
Ifølge Kancelliets brevbøger, 29.05.1577 får Mandrup Parsberg at vide at han må få tredjeparten af de sten der brændes på Alling Kloster teglovn, at han skal holde Silkeborg teglovn i god stand og at han må bruge vindfælder, el og birk til brænde i ovnen.
I 1600 tallet blev adskillige kirker udvidet mod vest, (større menighed / befolkningstal) senere mod øst for plads for til altertavle, og sognene begyndte ligefrem og kappes om at få bygget tårne, sakristier og våbenhuse af brændte sten.
Omkring 1670 var sognepræst Jørgen Boysen(1631-1704) Bevtoft/Vejen i gang med teglbrænding til eget behov, men lærte herefter bønderne kunsten. I 1765 berettes det, at i Tønning len er de fleste bønderbygninger grundmurede af sten bønderne selv har brændt.
Herremændene ønskede efterhånden også at bo bedre og smukkere, i grundmurede og prægtige herregårde 16-1700. –
I byerne var det for det meste kun råd og tinghuse, gildehuse og enkelte hospitaler der blev bygget af tegl.
I 1764 var der ca. 850 bygninger i Århus mestendels bindingsværk, kun omkring 10 var grundmurede teglstenshuse med mørtelfuger.
Kunne man ikke købe på godserne måtte man importere fra Holland eller Egernsund / Flenborg fjord.
På landet foretrækkes stadig bindingsværk, det kunne man bedre selv gøre med venner og naboers hjælp.
Når tømmeret var sat og tækkemanden havde tækket, kunne kvinder og børn være behjælpelig isætte ris grene og lerkline ”tavlerne”. – Når leret var tørt blev det kalket og træværket tjæret.
I Grønbæk (Lysgård herred) var der i 1729-66 en præst – senere provst – Niels Hurtigkarl, som indskrev sit navn i Grønbæks historie ved selv at bygge en enestående præstegård.
Præstegårdens skov led stor skade ved en storm, det fik Provst Hurtigkarl til at hurtigt at anlægge en teglovn, han strøg selv sten, fyrede med det stormskadede træ og i 1757 byggede han en helt ny mageløs præstegård. Muren var alen tyk, stenene havde original formatet 28x14x12 (længde = dobbelt bredde)
Dette giver visse fordele.
En anden præst Arndt Dyssel 1736-89 udgav i 1772 en lille bog med titlen – Om indretningen og anlægget af små teglbrænderier ved landsbyerne – etablering af et teglværk beskrives nøje.
Dyssel har selv ladet opføre et lille værk, med stor fordel.
Det kunne være gode binæringsveje til landbruget ude i de små samfund.
Stavnbåndets ophævelse 1788 gav anledning til udflytning af gårde og huse og efterspørgsel på mursten.
Efter den store landbrugskrise først i 1800 tallet, kom der lidt efter lidt gang i landmændenes teglovne,
Som fordelte sig med godsteglværker, byteglværker og mindre primitive bondeteglværker.
Godsteglværkerne brændte 6-7-8 ovne a´ ca. 75000 sten, alt efter vejrlig. – I 1825 brændte man 40000 sten på eget værk på det ældre Frijsenborg.
Bondeteglværkerne brændte 1-2-3 ovne a` 7-8000 sten på en sommer, alt efter vejrlig. Det var typisk et familie foretagende med et par hjælpere (1 rigsdaler pr/dag = kl. 6.00-20.00) + børn fra 10 års alderen.
På det tidspunkt (1820) opfandt skotten James Smidt drænrøret af ler, som jo kom til være en betydelig del teglværkernes produktion. Ligeledes brøndsten, krybber, fliser, gesimssten ,figursten, sålbænke, m.v.
Efter en travl periode lagde en krise i 1857 lidt en dæmper på efterspørgslen.
Efter en start med mile, kammer, og højovne opfinder tyskeren Friedrich Hoffmann ringovnen (1857)
Denne forbedres hen ad vejen bl.a. af danskfødte Otto Bock, Berlin 1897, og omkring 1900 af danske Karl Hjort Flenborg, og tyskeren Karl Walter.
Ringovnenes kapacitet var op til 10 mill. om året, med mere ensartet kvalitet og hermed var teglproduktionen inde i industrialiseringen.
Ifølge Tegl`s netside blev tunnelovnen introduceret i Flensborg i 1839 og indførtes til Danmark i 1959, men der er formentlig meget få ovne af denne type.
I tunnelovnen er det emnet der flytter sig i forhold til ilden.
Kilde: Østjysk hjemstavn. Jens Kongsted Lampe.